INTERVIEW: Hundeterningemanden
Anders Jørgensen
17. maj 2011, 15:59

Kurt Lind Jørgensen har gjort én succesfuld
opfindelse.
Foderterningen Buster Cube. Den har hjulpet ham til at
bevare det gode liv og gjort det lidt bedre at være
hund.
Dette er en opfinderhistorie om tålmodets betydning og magien i
terning og timing, og hvad der kan komme ud af at bruge
hemmeligholdelsesaftaler
Det er synd for mennesker, når de ikke bliver stimuleret fysisk
eller udfordret nok på deres intelligens. Så kan det hænde, at de
udvikler uhensigtsmæssig adfærd såsom udstrakt dovenskab,
almindelig ugidelighed, aggressive attituder og
inspirationsforladthed.
Sådan er det også med hunde.
Det tænkte Kurt Lind Jørgensen en del over, mens han gik og var
adfærdsbehandler og hundetræner i politiet og Hjemmeværnet i midten
af 80'erne i Vordingborg.
Alt imens var den selvlærte dyrejournalist Poul Thomsen godt i gang
med Dus med dyrene på DR1 - et symbol på den hundetendens, der var
i gang i vores land. Hvor hunden skiftede fra at være nyttehund til
at blive familiens hyggehund.
- Jeg mødte mange understimulerede hunde med adfærdsproblemer. De
fik jo det hele serveret, så der var næsten ingen mentale
udfordringer tilbage for dem, siger Kurt Lind Jørgensen.
Der må være en bedre måde
"Det må ka' gøres bedre", tænkte han, i stedet for at benytte den
velkendte metode med at lægge foderet under en kop eller tallerken,
så hunden skulle bruge lidt indsats og næse på at finde sin
mad.
På den vis fik Kurt forsøgt sig frem og fundet hen til ideen om at
lave en terning, hvor hunden skal lave et gedigent stykke arbejde
for at få foderet ud. Gøre dens måltid til mere end en
æde-oplevelse, med passende udfordringer, som får den væk fra
måtten i entréen.
Kurt Lind byggede de første bud på prototyper på terningen og
gik til erhvervsfremmefolkene i Nykøbing Falster, som hjalp med at
få lavet en prototype i pleksiglas og henviste Kurt til
Opfinderkontoret, hvor rådgiver Rasmus Offersen tog imod. Det
var i 1987.
- Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg vidste godt,
at produktionen nok ville være dyr, men ellers vidste jeg ikke
meget mere, siger Kurt Lind Jørgensen.
Vent med patentet - lav hemmeligholdelsesaftaler i
stedet
Opfinderkontoret fandt i patentdatabaserne ud af, at opfindelsen
var ny og overraskende nok til at den kunne beskyttes med patent.
Fra den dag startede opfinderens rejse mod at få lavet en
licensaftale med en fabrikant og få den sat i produktion. Det
skulle vise sig, at det blev en ganske lang rejse.
Rasmus fraråderede Kurt at søge patentet, før der var en aftale i
hus. Og sådan blev det.
T
il gengæld gjorde Kurt flittigt brug af hemmeligholdelses-aftaler
(også kaldet NDA'er - non disclosure agreements) i de kommende år.
Dem blev der brugt meget blæk på.
- Jeg er meget glad for hemmeligholdelsesaftaler. Jeg tror, at jeg
har lavet over 20 af dem i forbindelse med arbejdet på at få solgt
hundeterningen til en producent. De er standarder på skrift og har
virket efter hensigten for mig, siger Kurt.
M
ed dem har han gentagne gange kunnet beskytte sig og sikre
fortroligheden ved salgsforhandlinger for det endnu ukendte
produkt.
Årene gik med forhandlinger
Der var mange virksomheder inde og vurdere foderterningen. Det var
helt tæt på med en enkelt stor og kendt hundemads-producent.
Opfinderkontoret fik sågar udfærdiget licens- og optionsaftale -
støttet af Erhvervsfremmestyrelsen - men producenten sprang lige
før målstregen. Og så gik der tid med det.
Produktet blev drøftet med en del flere virksomheder i Danmark,
Norden og England.
- Jeg har mødt mange producenter i de år. De troede alle på ideen,
men deres vurderinger af økonomien fik dem til ikke at gå ind i
det, siger Kurt.
Han overvejede aldrig selv at starte en produktion op og blive
fabrikant.
Foderterningen lå af samme grund bomstille i længere perioder, mens
han passede sit edb-job på Holmegaard Glasværk.
Der manglede en anledning til at turde sætte det i gang.
- Jeg tror det skifte, hvor hunden blev til familiens kæledyr med
en større social rolle, fik betydning for, at min terning kunne
modnes, siger Kurt Lind Jørgensen, som selv startede
agility-træning for private omkring 1990.
Gennembruddet - Der skulle gå næsten syv
år
Det var fra uventet kant, at opfindervinden vendte.
Dyrlæger fra Tappernøje og Vordingborg Dyrehospital var på kursus
hos firmaet Jørgen Kruuse A/S på Fyn, hvor engelske Roger Mugford
var forbi med sin gummiklokke.
Dyrlægerne fortalte Kurt om det, og så kom der ny energi i sagen.
Kurt havde ikke fantaseret, at kicket skulle komme fra dyrlæger,
men det var dem, der hjalp med navne på relevante kontaktpersoner
hos Kruuse.
Han og Opfinderkontoret tog til møder med Kruuse og de gik i gang
med at forhandle en options- og licenskontrakt. Alle deres
kæledyrsprodukter hedder noget med Buster, så terningen blev døbt
Buster Cube.
Fabrikanten gik i gang med at undersøge yderligere omkring
mulighederne og lavede kalkuler over
produktionsomkostningerne. Og der blev færdigudviklet på
produktet og designet. Ligesom der blev tænkt i patentansøgning -
på fabrikantens regning.
- Sådan en terning kræver sit materiale. Det skal være noget
plastik, som har robusthed nok til at tåle hundens tumlen med
terningen. Fastgørelsen af doserings-røret, så hunden ikke kunne få
den fri, var den største udfordring. Terningen skulle også kunne
rengøres, så den ikke udviklede sig til en bakteriefælde, siger
Kurt Lind Jørgensen om den sneglegang indeni, som lige præcis er
den del af foderterningen, der er blevet patenteret.
Nytten af options- og licenskontrakten
-Jeg har haft stor glæde af licensaftalen og dens indhold, siger
Kurt.
Heri står til mindste detalje, hvordan begge parter skal forholde
sig til hinanden omkring opfindelsen. Det er alle detaljer om det
økonomiske og patenteringen, men der står for eksempel også i Kurts
aftale, at hans navn skal stå på alle foderterningerne, der bliver
solgt - med en vis skriftstørrelse.
- Husk på, at tingene ændrer sig med tiden.
F. eks. er der sket lederskifte hos Kruuse siden dengang kontrakten
blev underskrevet, og det er helt andre folk, som driver firmaet i
dag. Til tider kan det tydeligt ses, at de folk, der er hos firmaet
Kruuse i dag, ikke kender til den oprindelige baggrund og formål
med terningen, siger Kurt Lind Jørgensen.
Patentet på Buster Cube udløber om tre år, i 2014. Og så må
opfinder- og kopiguderne vide, hvad der sker.
Kurt ved det godt i forhold til sin aftale. Der holder op med at
løbe royaltypenge ind på kontoen en gang om året.
Livet som sådan
Kurt arbejdede i edb-afdelingen i den daværende glasvirksomhed
Holmegaard A/S, mens opfindelsen modnedes.
EDB-afdelingen blev fusioneret med Den Kongelige Porcelænsfabrik på
Frederiksberg. Han blev afskediget som en af de sidste og kom på
understøttelse i 1995.
Der skulle gå fem år, før han fandt fast arbejde igen.
Foderterningen fik stor betydning for, at familien kunne opretholde
deres levestandard.
- Folk tror, at jeg er blevet millionær, men sandheden er, at
terningen gjorde, at familien kunne blive boende i huset, siger han
i dag.
Buster Cube ligner en "once in af lifetime" for Kurt som opfinder.
Han var for ikke så længe siden omkring Rasmus Offersen på
Opfinderrådgivningen med en idé til en hundekrave, men måtte sande
i søgningen, at den var patenteret i forvejen.
- "Hva faen!", udbrød jeg, da jeg så tegningen på espacenet, "Har
de kigget over skulderen!?". Men jeg måtte jo sande, at de andre
var kommet først, siger Kurt.
Rasmus Offersen omkring timing og patent
Det var lidt skægt, for da vi prøvede at få afsat Kurts
hundeterning i årene omkring 1990, kom min daværende chef på et
tidspunkt og sagde: "Ved du hvad, Rasmus, jeg har det næsten
dårligt med, at vi her på Teknologisk Institut beskæftiger os med
noget så lavteknologisk som dyretilbehør."
Men det skulle jo tage sin tid. Og da det skete, var timingen
perfekt i forhold til Kruuse.
Firmaet leverede varer til alle dyrlægeklinikker i Skandinavien
og havde kort forinden fået eneret på at forhandle Dr. Hill's
dyrefoder i de lande. Terningen faldt fint i tråd med lanceringen
af det ny hundefoder. Det, tror jeg, var udslagsgivende for, at vi
kunne lave licensaftalen - men jeg tror også, at Poul Thomsens
TV-udsendelser om dyr og hunde var medvirkende til succesen.
Buster Cube blev da også vist i programmet "Dus med dyrene"
Moralen ifølge Rasmus
Hvis det er muligt, kan det ofte være god idé at vente med at
indlevere patentansøgningen.
Men, spørger nogen: er det ikke farligt at vente med at
patentanmelde?
Jo, det kan det sagtens være, men når man undersøger
patentsituationen, får man et indtryk af, hvor stor
patentaktiviteten er på det givne område, og hvis der er langt
mellem de relevante patenter, går det ofte an at vente med at
anmelde.
Hos Opfinderrådgivningen har vi oftere set, at folk har
patentanmeldt for tidligt end for sent.
Ved at patentanmelde meget tidligt og derefter offentliggøre
opfindelsen, kan en opfinder let komme til at stå med store
patentudgifter længe før der er udsigt til, at en licenstager er
parat til at dække dem
Fordele ved at vente med at patentanmelde indtil kort før
produktet kommer på markedet:
- Patentansøgningen kommer til at omfatte både opfinderens
oprindelige idé samt de forbedringer og detaljer, der ofte bliver
tilføjet i løbet af produktudviklingen
- Ansøgningen bliver skrevet af en patentagent og er dermed
som regel meget bedre end en "selvmøderansøgning", som er skrevet
af opfinderen selv.
- Licenstageren har lang tid på markedet, før han skal tage
stilling til, hvor mange lande patentet skal videreføres i. Og med
et godt kendskab til afsætnings- og indtjeningsmulighederne kan
licenstageren meget bedre vurdere, hvor mange penge det er værd at
bruge på patentbeskyttelse.
I forbindelse med Buster Cube blev der underskrevet
hemmeligholdelsesaftaler med alle de firmaer, der blev præsenteret
for den undervejs i forløbet, og derfor kunne vi vente med at
indlevere patentansøgning indtil et par måneder før salget
startede.
Læs mere om Kurt Lind Jørgensens motivation for betydningen af
at udfordre hunden på hans hjemmeside: http://www.bustercube.dk/aktiv_behov.htm
Patentet på Bustercube
http://worldwide.espacenet.com/publicationDetails/biblio?DB=EPODOC&adjacent=true&locale=en_EP&FT=D&date=19980602&CC=US&NR=5758604A&KC=A
Hvad synes du om indlægget?
Hjalp mig videre (117)
Ikke relevant for mig (78)
Gjorde mig klogere (99)

Tænk over hvordan du deler dine ideer og med hvem
Når du bruger Opfind.nu er det dig, der har ansvaret
for, hvornår du vælger at dele din viden med andre, og
hvornår du vil hemmeligholde dine ideer. Vi stiller
redskaberne for begge dele til rådighed.
Du beslutter, hvordan du vil bruge disse redskaber. Husk, at det
sker på eget ansvar.
Vær særligt opmærksom på, at en opfindelse ikke kan
patenteres, hvis den tidligere er:
• bragt på markedet,
• omtalt offentligt i medier (fx på nettet, i tv, nyhedsblade,
faglitteratur mv.)
• omtalt i foredrag, vist på udstillinger, messer eller i
brochurer
Du kan læse mere om patenter, eneretsbeskyttelse og
hemmeligholdelse i Trin 2.
Videndeling eller hemmeligholdelse
Det kan være svært at beskrive præcis hvornår du skal videndele, og
hvornår du skal hemmeligholde. Det er vores erfaring, at de fleste
mennesker, der arbejder med nye ideer, er mere hemmelighedsfulde
end nødvendigt.
Når man arbejder med ideer og opfindelser, er der kort fortalt
to meget forskellige faser:
1. Idefasen
Den ensomme opfinder, der ruger over sine ideer, findes
endnu - men erfaring viser, at de bedste ideer kommer fra
mennesker, der videndeler. På vores blog kan du netop det - få
inspiration, bygge på andres inspiration og inspirere andre.
2. Kommercialiseringsfasen
Når en ide begynder at tage form og blive til en konkret og
realistisk opfindelse, skal den holdes hemmelig. Hvis man senere
vil opnå patent, må ideen ikke have været offentliggjort. Og en ide
kan kun kommercialiseres ved licensformidling, hvis den kan
beskyttes med fx patent.
Din adfærd på Opfind.nu i praksis
Når du opretter en profil på Opfind.nu, har du adgang til at
udfylde de formularer, som er tilknyttet De 10 Trin. Formularerne
kan du gemme og printe, som du selv foretrækker det. Det er kun dig
selv, der får adgang til at se, hvad du indtaster i formularerne.
Formularen til trin 1 kan du vælge at sende ind til
Opfinderrådgivningen. Den dataoverførsel, som sker her, er
krypteret, og opfinderrådgiverne, der modtager formularen, har
tavshedspligt.
Hvis du laver en beskrivelse af dig selv under din profil, skal
du overveje nøje, hvad du vælger at skrive her, da den
information vil kunne ses af andre brugere.
Når du skriver kommentarer på sitet via webloggen, skal du være
opmærksom på, at andre brugere kan se de kommentarer, du lægger på.
Det vil sige, at det ikke er her, du skal dele fortrolige
oplysninger.
Hvis du har nogen spørgsmål til brugen af Opfind.nu, er du
velkommen til at kontakte os.
God fornøjelse.